Den oprindelige tyrkisk angora

kat” eller en ”Ankara kat” alt efter redaktørens humør. Hvor utroligt det end lyder er der endda tilfælde hvor tvivlen har fået overtaget og teksten lyder ”Ankara eller Van kat”. Ankara katten er bedre kendt udenfor dets hjemland end i det. Antallet af tidsskrifter, leksikoner og albumer om katte der bliver publiceret på verdensplan er enormt. Et hurtigt kig i en sådan viser, at Ankara katten er tildelt en fornem plads blandt dens lige, hvilket også gælder Van katten. Der er ingen tendens til at identificere de to racer, som er kendt som henholdsvis den Tyrkiske Angora og den Tyrkiske Van. For eksempel i ”Observer book of cats” understreger forfatteren, at ”Angoraen ikke skal forveksles med Van katten”. En lignende advarsel findes i ”Cats Catalogue” som bemærker, at Angora katten ikke må forveksles med den Tyrkiske Van kat, som er en naturlig race og tillige den ældste kendte katterace. Den samme bog foreslår, at Perseren muligvis stammer fra krydsningen mellem Angoraen og en langhåret Afghansk kat.

gerne citere, den pensionerede diplomat Haluk Afra’s ord: ”For 30 eller 40 år siden skrev Professor Samuel Aksoy fra Landbrugsfakultetet en artikel om Ankaras negative elektriske felt i avisen Ulus. Den nu afdøde professor sagde, at på grund af dette havde han foreslået Atatürk, at den nye by burde placeres længere mod syd eftersom det negative elektriske felt var skyld i tør gigt. For at illustrere hans antagelse bemærkede professor Aksoy den lange og bløde pels på Ankara katten, geden og kaninen. Nogle år tidligere havde englænderne forsøgt at introducere Ankara geden i forskellige kolonier, men hver gang var pelsen blevet grov og stiv. Endelig lykkedes det at avle racen uden at pelsen blev ringere i området omkring Capetown i Sydafrika. Der må have været et tilsvarende negativt elektrisk felt der”. Adskillige udenlandske publikationer skriver, at der blev sent takkebreve til den tyrkiske regering og til Ankara Zoo for at have reddet den silkeagtige Ankara kat fra at uddø, fordi disse katte havde svært ved at tilpasse sig vilkårene i de vestlige lande. Selvom Ankara katten fra naturens side findes i forskellige farver har avlsprogrammet favoriseret den mælkehvide kat, som altid har

været mest eftertragtet. En interessant karakteristik af alle semi-albino hvide katte med blå øjne er, at de er døve. For at udbedre denne defekt begyndte opdrætterne at blande de blåøjede katte med de katte som havde ravfarvet øjne, hvilket resulterede i ”odd-eyede” hvide katte med et blåt og et ravfarvet øje. Katte med dette træk viste sig at være populære blandt kæledyrs-ejere, og selvom det ikke er et naturligt træk for racen, blev det fejlagtigt kendt som et sådant. Ydermere opstod en endnu mere fejlagtig forveksling med Van katten. Katten som art har en naturlig aversion mod vand. Men Van katten er en bemærkelsesværdig undtagelse i denne sammenhæng. Foruden deres forkærlighed for vand er Van katte også genkendelig ved deres manke om halsen og udtynding af deres kridhvide pels nedad benene. Men det mest typiske træk ved denne race er deres gullig-røde pletter over deres øjne og på deres ører, og deres overdådige hale med samme farve blanding. Begge øjne på en Van kat er altid ravfarvede. Ankara katten er derimod genkendelig ved deres enestående fine silkeagtige lange pels.