Döndü von Frankenthal DK I kuld

Döndü var en lille fejder og vejede kun 54 gram ved fødslen. Vi troede faktisk at vi ville mindste hende de første 14 dage.
I dag er hun ikke den største hunkat vi har. Hun er en lille men meget tung "trold". Hun er en dame af sin egen mening. Hun kan nok finde på at nappe hvis man ikke har forstået hende og hvad ”damen ønsker”.

En Norsk dommer sagde til os at hun var en typisk klassisk tyrkisk van og vi burde avl på hende. Vi får tit at vide at ”der må da være perser i.” Hun har et lille rundt hoved med store blå øjne. Hun kan noget så yndig ud. Vi tager hende engang imellem med på udstilling, men da hun ikke lever op til den tyrkiske standart i dag er det ikke så tit vi har hende med. Ja og hun er da heller ikke vild begejstret for alt det ”humle hej.”

Den 10.01.2010 fik hun sit første kuld. Men fødselen gik ikke helt som den skulle og vi måtte en tur omkring vagtdyrlægen. Efter en længer kamp fik vi en TUV f ud, men der var ikke liv. Dyrlægen kæmpede bravt og fik liv i hende. Döndü var totalt ud mattet og en over gang troede jeg at hun var død. Hun fik nogle sprøjter til at føde den sidste killing og vi ventede en tid på dyrehospitalet, men vi tog hjem og efter 1½ time skulle hun føde. Vi måtte turen ud igen og vi kæmpede sammen med dyrlægen og det lykkes at føde en TUV g. Den skreg og Döndü’s moder indstik vågnede op og hun begyndte at slikke på den. Vi listede den første fødte ind. Den havde vi prøvet til at drikke ved at malke Döndü op.

I 2007 fik Döndü en vandcyste et par gange, og da den kom igen, blev den fjernet. Men nu kunne hun ikke tåle p piller. Til foråret begyndte hun at gå i løb, og hendes kald er hurra hurra hurra hurrraaa! Så vi har en hunkat der fejre fødselsdag hver gang hun gik i løb, vores lille "hurra kat". Vi vil have hende neutraliseret, men dyrlægen sagde at det kunne de ikke anbefale da hun havde kirtelkræft.